Om logen

 

Broderloge nr. 67 M.C. Holm

 

 

       Copyright: P. E. Bilstrup/Morsø Folkeblad.  

Stiftet den 31. oktober 1948 under Den uafhængige Storloge for Kongeriget Danmark I.O.O.F.

M. C. Holm er navnet på Odd Fellow's loge i Nykøbing, som er beliggende Vesterbro 39.

 

Bygningen er hjemsted og deles i et fælleseje af en søsterloge og en broderloge.

 

Det er ikke denne hjemmesides formål, at beskrive søsterlogen, så her skal blot nævnes at navnet på søsterlogen i Nykøbing er nr. 55 "Dueholm".

 

Broderlogen er samlingssted for ca. 100 medlemmer, der i daglig tale benævnes som brødre.

 

Brødrene repræsenterer et meget bredt spektrum af både alder og erhverv i området Mors, Thy og Salling, og tegner dermed et ganske dækkende billede at dette lokalsamfund.

 

Logen holder sine møder een gang ugentlig i efterårssæsonen fra 1. september til 15. december og ligeledes i forårssæsonen fra 2. januar til 15. maj.

 

Et logemøde består altid af to dele, hvor den ene del finder sted i logesalen, - og den anden del i selskabslokalerne.

 

Den del af vore møder som finder sted i logesalen, afvikles efter en fast dagsorden, der er fælles for landets loger, med et indhold som beskæftiger sig med daglige ordensmæssige forhold, og som endvidere er reserveret til det såkaldte gradearbejde. Gradearbejdet er et forum, hvor den etiske belæring er sat i centrum.

 

Derudover holdes der foredrag med dagsaktuelle informative eller kulturelle emner, af egne eller fremmede foredragsholdere.

 

Vore møder i logesalen er præget af alvor og værdighed, idet vi finder at dette er en forudsætning for at vort logearbejde, vil kunne give det udbytte, som Ordenens formål og idealer berettiger til.

 

Du kan læse mere om Ordenen og dens formål ved at benytte navigationspanelet øverst i venstre side.

 

Den del af vore møder som finder sted i selskabslokalerne, er i modsætning hertil præget af det frie og selskabelige samvær, som giver grobund for mangen en god diskussion, og som i høj grad er udviklende for et tæt og nært kendskab til hinanden. Således ses også mange livsvarige venskaber blive knyttet mellem brødre og deres familier.

 

Til et logemøde i en broderloge deltager kun mænd, - men ved visse lejligheder som f.eks. Festloge, julestemning, juletræ, og familieaften, og foredrag, inviteres hustruer og ledsagere også til at deltage.

 

Ud over det arbejde som udføres ved vore logemøder, har logen og dens brødre i adskillige år, involveret sig stærkt i forskellige humanitære tiltag i vores lokalområde.

 

Hvert forår afvikles således hyggeaften, for enlige ældre og handicappede borgere, med bespisning og forskelligt form for underholdning, samt uddeling af et stort antal gaver. Til denne aften har der gennem de seneste mange år, kunne mønstres ca. 70 gæster i alt, - som alle får et tilbud om, at blive afhentet og leveret af brødre direkte ved deres hjem.

 

Hvert år i december afvikles også en kirkekoncert, med logens medvirken, hvor overskuddet herfra direkte og ubeskåret går til velgørende arbejde blandt mindrebemidlede medborgere.

 

Herudover deltager loge nr. 67 M. C. Holm, på lige fod med landets øvrige loger i en landsomfattende uddeling af årlige donationer, såvel som logen i nogen omfang støtter humanitære tiltag med donationer i lokalområdet.

 

For den interesserede vil der således være der rig lejlighed til at engagere sig aktivt i en loges arbejde, der som det fremgår er mangeartede.

 

Medlemskontingentet i loge nr. 67 M. C. Holm er for tiden 3.000,- kr, som betales med 750,- kr. i begyndelsen hvert kvartal.

 

Som nævnt ovenfor, har logen og ordenen,- som eet af sine formål, at fremelske nogle almengyldige leveregler, hos det enkelte medlem, hvilket gøres ved, - en tildeling af i alt tre grader, der normalt vil være tildelt indenfor de to første år af et medlemskab. Til hver af disse grader skal medlemmet påregne at skulle betale et rimelig beskeden beløb som hvert år fastsættes ved logens budgetlægning.

 

Derudover skal der påregnes udgifter til fortæring under det selskabelige samvær efter logens møder. Det er dog frivilligt, om man vil deltage i spisningen efter mødet.

 

Påklædning til logens almindelige møder er mørkt tøj med hvid skjorte og diskret slips, samt kjole og hvidt til festaftener, hvilket b.la. vil sige ved festloger, tildeling af grader m.v.

 

Som nævnt ovenfor inviteres også hustruer eller ledsagere med til visse arrangementer i logen, hvilket vi finder er en vigtig del af vor samlede logeliv, da et godt logeliv altid vil forudsætte en positiv indstilling fra "den bedre halvdel".

Logens devise.

Mel.: Jyden han er stærk og sej.

Brødre! - "M. C. Holm" - Giv Agt

Fremad - Altid uforsagt.

I hans spor - vi frejdig går

Ærens glans - om navnet står.

Afslutningssang.

Mel.: Høje Nord.

M. C. Holm,stolte navn,

giver genlyd af vor glæde,

derfor skal vor broderkæde.

glødes her i glædens bål.

Styrkes til os frem at bære

mod Odd-Fellows høje mål.

Derfor lyder her til ære

logens skål.

Det her nævnte efterlader måske indtil flere ubesvarede spørgsmål. Hvis du derfor vil høre mere om Loge nr. 67 M.C. Holm, er du velkommen til at kontakte logens overmester,- hvilket du kan gøre fra siden KONTAKT hvor der findes flere kontaktmuligheder til hvordan du kan uddybe dine ønsker.

Copyright © All Rights Reserved 2004 Loge nr. 67 M.C. Holn, 7900 Nykøbing M.